En portørs beretninger
Nå så fik jeg brudt mit løfte om at skrive mindst to gange om ugen. Det er en uge siden sidst. Meget er sket. Meget er lært. Gennem meterlange udfordringer har jeg kastet mig ud i Aalborg Sygehus Syds forunderlige infrastruktur. I begyndelsen så det totalt uoverskueligt ud men efterhånden begynder der at tegne sig et kort over en særdeles velfungerende organisation blandet andet på grund af logistikafdelingen:-)Lad mig fortælle lidt om min uge.
Mandag
Min aller første opgave bestod i at transportere morgenmad ud til hele "højhuset" (der er både medicinerhuset - billedet på forrige post - og så det ældre såkaldte højhus). Det foregår ved hjælp af store rullende "madkasser" som via elevatorer deporteres ud på de forskellige etager og afdelinger.
Herefter brugte jeg resten af dagen på at forflytte patienter på intensiv afdeling - og hold da helt Børge hvor er disse mennesker bare dårlige. Meget dårlige. En forflytning forgår ved at to mand hjælper hinanden med fx at vende en patient i sengen eller at flytte patienten over i en stol. Dette er en fast rutine sådan så sygeplejerskerne kan komme til at vaske patienterne. Ikke altid lige lækkert, men det hører jo med. På et tidspunkt skulle vi også vende en patient som var kommet galt afsted i trafikken. En dreng på kun 13 år. Det gør altså indtryk. Især når jeg ikke er vant til at se den slags.
Tirsdag
Denne dag gik med at transportere affald og urent sengetøj mm. Ved hjælp af fladvogne, bure og elbiler transporteres diverse affald fra afdelingerne og ned i kælderen. Her transporteres det videre uden for hvor affaldet presses i en container. Det er også her de mange tons rene og urene linnede byttes ud.
Onsdag
Onsdag var jeg ovre i medicinerhuset, hvor det meste af dagen gik med at transportere patienter fra A til B og B til A osv. Ikke en svær opgave, hvis altså det var til at finde rundt. Pludselig var der en damen som drattede om på gulvet nede i receptionen efter at have rejst sig op fra en stol. Vi blev tilkaldt og ved hjælp af to tæpper fik vi hende løftet op i en seng. Denne gang skete der ikke noget og damen kom ikke noget til, men andre gange hænder det at vi bliver kaldt ud til hjretestop og så er der ingen tid at spilde. Det er også vores job at give hjertemassage og det er ikke noget let job. Heldigvis er det ikke noget jeg har oplevet endnu.
Som alle andre dage indtil videre mødte jeg ind kl. 7:00 og havde fri igen 14:24, men det skal lige tages med et gran salt. Dvs. det bliver ofte fyraften før tid:-) Mht. til pauser så er det bestemt heller ingen mangel herpå. Jeg holder mindst én times pause hver dag, hvilket er ganske pragtfuldt.
Torsdag
Jeg "gik" i sengene sammen med en nydelig herre ved navn Lars. At "gå" i sengene skal forstås i overført betydning og betyder at vi tager os af at hente urene senge på afdelingerne og på sygeplejerskernes beordring transportere rene tilbage igen.
Det er hvad jeg i meget store træk har fået ugen til at gå med. Som du nok kan fornemme er der meget nyt at lære, men det er samtidig også kanon spændende og jeg glæder mig allerede til dagen i morgen. Både fordi det er fredag, men også til at finde ud af hvilke nye udfordringer der venter mig.
Alt for nu og på snarligt genlæs
Thomas Graven
Portør
P.S. Fik også løn idag - hvis du vil vide mere herom, kan du poste dit spørgsmål under "comments" og jeg svare hurtigst muligt:-)





