Historien om sølvræven der gik så grueligt meget igennem...

Der var en gang en sølvræv som boede i skoven i et land lagt mod nord kaldet Norge. Sølvræven havde næsten ikke nogen fjender og derfor trivedes den godt i de store norske skove, hvor der var altid var massere af føde og gode muligheder for at finde sig en sød sølvrævinde;-) En dag da sølvræven var ude for at lede efter en skøn og smuk sølvrævinde skete der desværre noget ganske uheldigt. Ja det var i sand for dyden ikke en gunstig situation, for i sin søgen efter en dejlig sølvrævinde, var han nemlig blevet så sulten og ville derfor lige have sig et lille mellemmåltid inden han fortsatte med at lede. Han opdagede slet ikke den fælde han med ét var gået i. Gitterlågen klappede i og han sad nu fanget i et bur som han ikke kunne slippe fri af igen. Men sølvræven var optimistisk. Når han tænkte på sølvrævinden var det som om at han følte sig overbevist om at der nok skulle ske ham noget godt når han en gang slap ud. I hvert fald håbede han på at der, idet mindste, ville komme mere af den gode mad som fristede ham til at gå i fælden. Der gik timer. Der gik flere timer og først dagen efter skete der noget. En mand kom og tog buret med sig og bragte det hen til et sted hvor der var mange flere af disse fine sølvræve. Da sølvræven blev smidt ned i et lille bur sammen med to andre af sine artsfæller begyndte han at blive usikker på om han nogen sinde skulle få mad og om han nogen sinde skulle finde sig en sød sølvrævinde. Der gik mange dage, hvor flere og flere sølvræve kom til. Men hold da op hvor var sølvrævene blevet sultne. De to som sølvræven blev sat i bur med kunne efterhånden ikke klare det længere. De lagde sig ned på siden og der gik ikke længe før de begge to døde. Sølvræven sørgede. Inden i græd han, for det var et forfærdeligt syn, at se sine nærmeste dø. Der gik flere dage og sølvræven blev efterhånden MEGET MEGET sulten. Ja faktisk blev han så sulten at hvis han skulle overleve ville han blive nødt til at være stærk. Det krævede styrke og mod at sætte tænderne i de to livløse pelsklumper der lå ved siden af ham, men det var det eneste han kunne gøre.

Selvom alt nu så ud til at være slut var han stadig optimistisk. Han tænkte på livet derhjemme i skoven. De smutveje han kendte så og den lille sø hvor han altid kunne få dejlig frisk vand. Han kunne invitere sølvrævinden ned til søen, hvor de kunne sidde mellem de to store fyrretræer og spejde ud over søen og trætoppene i det fjerne og til foråret kunne det jo også være at der kom flere til familien. Han fik et chok da lågen til buret sprang op med et voldsom raslen. Han for over i det ene hjørne og glemte hurtigt alt om søen og sølvrævinden.... Hvad ville der nu ske med ham? Var der håb forude? Var det nogen som ville befri ham? Han håbede... Klik her for at se slutningen på vores tapre lille pelsede ven.

TGN