torsdag, juli 13, 2006

Den underlige fyr i kælderen

En morgen som alle andre lige indtil det banker på døren og den nyindflyttede fyr i ejendommens kælderlejlighed har bevæget sig op på anden sal. Han banker på min dør. Dinglende med et tåget blik og pupiller så åbne som linsen fra et større spejlreflekskamera, tumler en række af ord ud af munden på ham. Jeg beder ham høfligt om at gentage sin ordstrøm, mens min morgensløve hjerne begynder at arbejde sig op i omdrejninger for at finde en mening med dette ualmindelige fænomen som har placeret sig på min dørmåtte. Manden gentager og jeg forstår nu, at der tilsyneladende er nogen som er ved at foretage nogle målinger nede i hans lejlighed og at han i den forbindelse gerne lige vil høre om jeg skulle have et unormalt højt el-forbrug. Jeg svarer hurtigt at jeg ikke har nogen problemer, hvorefter han stækker en slatten arm frem. Trykker min hånd. Bukker og hilser mens han siger mange tak for hjælpen. Hmm. Jeg fortsætter min sædvanlige morgenrutine og da jeg er på vej ud af døren til bagtrappen møder jeg min genbo. Hun spørger om jeg lige har talt med ham den underlige fyr nede fra kælderen og fortæller at han også har banket på hendes dør. Men det var for at spørge om hun havde problemer med vandforsyningen og kunne fortælle at det dryppede nede i kælderen. Vi blev enige om at manden i kælderen nok ikke var helt sober og det går nu op for mig at de tre øldrikkende og joint-rygende mænd jeg spottede fra mit vindue lige da jeg stod op, var manden fra kælderlejligheden og to af hans kammerater.

Ja ja - sådan kan en torsdag morgen åbenbart også udspille sig.

TGN

P.S. Jeg blev herefter en smule paranoid og satte derfor kæden for fordøren og forlod min lejlighed af bagdøren. Da jeg kom hjem åndende alt fred og ro:-)
P.P. S jeg tør ikke at spå om hvad den mand måtte have indtaget for at komme i den tilstand.